To gange om dagen tager hun fra sin bolig i Viby ind til Rusmiddelcenter Århus, hvor hun får udleveret gratis stoffer i kontrollerede omgivelser. Men det er ikke nok, for Maria har lyst til stoffer døgnet rundt.
Af Sille Langberg
Fra mobilens højtaler lyder tonerne af Bohemian Rhapsody. Skærmen hviler sidelæns på sengen og viser optagelsen af Queen under live-aid i 1985. Maria har sin nabo Peter på besøg, som ved alt om musik. De sidder på hendes seng. Hun med benene over kors og ham med støvleklædte fødder plantet på gulvet, der er overstrøet med aske.
Ind ad det åbne vindue strømmer skarpt sollys ind på de bare hvide vægge og fremhæver røgen, der hænger i luften fra piben, som Maria møjsommeligt har klargjort med kokain og tændt med sin stormlighter.
De er for intelligente, de er de ældste i søskendeflokken, de keder sig. Derfor er de ifølge Maria blevet misbrugere. ”Er det ikke rigtig Peter?”
Han mumler lidt, ved ikke rigtig. Det har vist mere noget at gøre med, at begge hans forældre også var misbrugere.
Det har sat sine spor på både sind og krop.
”Du er blevet tyndfed ligesom mig” lyder det fra Peter, der løfter op i trøjen og trækker ud i sit maveskind. Han løfter længere op og afslører et tatoveret bryst.
”Mine knogler knaser, når jeg går”
Maria følger trop og viser, hvordan huden elastisk kan hives ud fra den flade mave.
”Jeg har tabt mig 50 kg af coke” fortæller hun.
Altid på jagt efter penge
Maria Dalbro, der er 42 år og førtidspensionist, har været narkoman i over tyve år. Hun bor i et lille toværelseshus i et socialt boligbyggeri i Viby, hvor der er plads til samfundets svage.
”Det er endestationen. Det er her, man dør”, siger hun.
Ved middagstid er hun klar til at gå. På vej ud ad døren tager hun en sort hættetrøje på, der er dækket af skinnende guldprint.
”Flot rockertrøje, du har fået”, kommenterer Peter, der sidder og knuger en vodkaflaske ind til sig.
Langs Viby Ringvej bevæger Maria sig i rask tempo. ”Racer-rollator kalder de mig.” Hun snakker uafbrudt og skyder skylden på kokainen. ”Kvinder kan ikke styre det, vi bliver kørt op af det”, siger hun.
Maria holder aldrig pause fra at bomme. Det hun også kalder ”at lave penge” eller tiggeri.
”Har du et par mønter eller sedler, du kan undvære?” spørger hun hastigt folk, der passerer. Det har de sjældent, de har ikke kontanter, eller de ignorerer fuldstændig hendes henvendelse.
Så skynder hun sig at ønske dem en god dag, og tilføjer: ”måske en anden gang”.
Klinikken
Hun kan komme to gange om dagen på klinikken. Ideen med stofbehandlingen er, at det skal sænke kriminaliteten omkring stofmisbruget og skabe bedre forhold for misbrugerne, der nok skal skaffe stofferne alligevel.
”Århus flyder med coke”, fortæller Maria.
Da hun kommer ud fra klinikken, er det med tunge øjenlåg. Hun følges med sin ven, brasilianeren Sand, der har mørke krøller, der stikker ud under en sort kasket.
”Du er meget futtet for tiden”, påpeger han. Kommentaren er knyttet til Marias talestrøm, der bevæger sig som et lyntog i topfart.
Sammen med to andre mænd fra klinikken, går de målrettet mod en forladt lagerbygning, der udgør et uforstyrret tilholdssted for misbrugerne.
Det ligner, at kommunen har glemt at stedet eksisterer, og det flyder med ragelse. Over de tomme døråbninger hænger et skilt: ”Tobaksrygning forbudt”.
Når de ikke puster røg fra piberne, danner deres ånde stadig hvide skyer i den iskolde luft. Maria mærker ikke kulden, og lyner hættetrøjen ned.
”Julemix, troldhat, sten, ball, møllehjul”. Kært barn har mange navne, og stoffer har især.
”Jeg kan nærmest ikke finde rundt i det”, siger Maria, der oftest kalder det en sten. En pibe fyldt med kokain. Da hun foreslår et væddemål, er valutaen ikke penge. ”Hvis du har ret, giver jeg en sten”, udfordrer hun Sand.
Hun sidder og tæller sine penge, regner til og fra. Konstant ringer hendes telefon. Hun har fået nogle ekstra piller fra klinikken, som skal dække hendes behov indtil næste dag. De er penge værd, så hun har lidt at forhandle med.
Det er samfundets skyld
På vej videre er Maria i højt humør. ”Alt går op i en højere enhed”, siger hun. Hun spiller musik fra telefonen, Tv2’s ’Det er samfundets skyld’. Hun synger med på teksten: ”Jeg sidder her på Viby Torv og sumper med en guldøl. Og en drøm der for længst er forbi”. Hun er enig med Steffen Brandt. ”Vi er for gode til at brokke os her i Danmark”, proklamerer hun.
Hun hænger sig i armene på rollatoren, og hviner da den triller ned af bakken på vej mod værestedet, hvor hun har en aftale med en dealer.
Ved værestedet skifter penge hænder, Maria har allerede lovet de piller, hun fik udleveret på klinikken, væk. Han skal bare huske at strege hendes navn og CPR-nummer over. Hun deler en sten med ham og fejrer handlen.
Kan man tigge i bussen?
På vej hjem følges hun med Tomas, der er hjemløs og misbruger. Når han tigger, plejer han at sige, at han er ny hjemløs. ”Fordi jeg er så velklædt”, siger han.
Han går rankt med hænderne i lommen på en mørk læderjakke, og stopper kun for at samle skodder op fra de skraldespande, han passerer. Skod over et par centimeter skal ikke gå til spilde. De samler også flasker fra skraldespandene, de går forbi.
De skyder genvej gennem Bruuns Galleri. Man må egentlig ikke tigge derinde, men Maria tager chancen. Hun er pågående, hun mangler stadig at lave de 100 kroner, hun skylder. Da de passerer banegårdens toilet, er det for fristende. De går ud og ryger en sten, før turen går hjemad.
Lidt i seks sidder de i bussen på vej hjem fra byen. De skal lige hjem til Maria og vende, inden de skal ud at lave flere penge. I tigger bussen tigger Maria. Tomas ryster på hovedet: ”Det kunne jeg aldrig gøre”.
Maria vender tomhændet tilbage til sin plads og raser over sin økonomi. Banken har lukket hendes kreditkort. ”Jeg har lavet økonomisk kriminalitet, men det var bare en vennetjeneste”, fortæller hun.
Hjemme på værelset er de tilbage, hvor de startede.
”Hvem koger?”, spørger Maria, mens hun finder værktøjet frem.
”Det er op til dig”, lyder svaret.